I yngre romersk jernalder dannede en række gårde en boplads nær Gudme på den sydøstlige del af Fyn. I det kuperede landskab nær Gudme sø, knap 5 km fra Storebæltskysten, begyndte Gudmes storhedstid i det 3. århundrede e.Kr.. En tid, hvor romerrigets ekspansion og forbindelser nordpå tydeligt afspejles i de mange fund fra området. Bopladsen nåede sin maksimale størrelse i det 4. og 5. århundrede, hvor antallet af gårdanlæg har været oppe på ca. 50, og det samlede beboelsesområde har dækket ca. 1 km2.     

De mange fund fra Gudme viser, at området har været anvendt som boplads helt op til middelalderen. Det i sig selv er usædvanligt, idet jernalderbopladserne i Danmark ofte flytter mod nye og mere gunstige forhold efter en eller to generationer. Ved udgravningen kunne det udledes, at bebyggelsen kunne inddeles i 9 forskellige tidsfaser, hver med en varighed på ca. 50 år. Efter hver endt fase er gårdene, hegn og mindre bygninger revet ned og genopført igen samme sted. Alt i alt har gårdene været kontinuerligt nedrevet og genopbygget på samme sted fra ca. 200 til 600 e.Kr.

Midt i klyngen af gårde lå et usædvanlig stort halkompleks, der bestod af to parallelle bygninger. Den største af bygningerne var en enorm hal, der målte 47 x 10 meter, og hvis tag blev båret af intet mindre end otte sæt kraftige tagbærende stolper, hver med en diameter på 80 cm. Fra den store halbygning kunne man gå over i den mindre bygning med tilknytning til hallen. De to halbygninger rummede tilsammen et indvendig areal på ca. 700 m2. Den største halbygning fungerede i ca. 100 år;/. fra slutningen af det 3. århundrede og frem til begyndelsen af det 5. århundrede, hvor bygningen blev revet ned. Herefter fortsatte den mindre halbygning sin funktion frem til midten af det 6. århundrede. Gennem denne periode blev bygningen dog nedrevet og genopbygget flere gange.

Det er uvist hvilken funktion halkomplekset har haft. Hovedhusets usædvanlige størrelse taget i betragtning, og de mange fund af religiøs karakter fra hallens indre og området omkring tyder på, at der er tale om en stormandsresidens med et dertilhørende kulthus.

Efter nedrivningen af den usædvanlig store Gudmehal i begyndelsen af det 5. århundrede blev der ikke genopført en ny hal på stedet. Trods dette fortsatte bopladsen med at eksistere frem til middelalderen. Nye udgravninger på lokaliteten vil give et bredere indblik i bopladsens udvikling og kontinuitet samt lokalitetens politiske og religiøse forhold. Måske vil sådanne udgravninger endda afsløre tilstedeværelsen af endnu en stormandsresidens et endnu ikke afsøgt sted i Gudme.