Af Sofie Laurine Albris, ph.d.-stipendiat.

Den 9. december afholdt forskningsprojektet Førkristne Kultpladser heldagsseminaret Stednavne og Bebyggelsesdynamik i Nationalmuseets biograf. Omdrejningspunktet var forholdet mellem Skandinaviens ældre bebyggelsesnavne og de forandringer i bosættelsesmønstre, vi kan aflæse i arkæologien. En generøs bevilling fra Knud og Dagny Gad Andresens Fond gav mulighed for at invitere foredragsholdere fra hele Skandinavien, og for at byde alle deltagere på forplejning under seminaret.

Forholdet mellem stednavne og arkæologi er et klassisk emne indenfor den bebyggelseshistoriske forskning, men diskussionen vedrørende de ældste navnetyper har ligget stille siden en heftig debat i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne.

Efterhånden som der udgraves mere og i større skala i hele Skandinavien, får vi en bedre forståelse af hvor dynamisk jernalderens bebyggelse var. Symposiets formål var at diskutere denne videns betydning for vores opfattelse af stednavnebilledet.

Seminaret havde 44 tilmeldte deltagere fra hele Skandinavien, og dertil mødte flere af museets egne forskere op. Blandt deltagerne var både arkæologer, naturvidenskabsfolk og navneforskere, pensionerede professorer og studerende. Seminarets oplægsholdere præsenterede den nyeste forskning fra vidt forskellige vinkler.

I den formiddagens session Dynamiske perspektiver på bebyggelsesnavne blev fremlagt to forskellige syn på tilgangen til datering af bebyggelsesnavne, og hvilke muligheder vi har for at etablere deres alder ud fra det arkæologiske materiale. Per Vikstrand, Namnarkivet i Uppsala, viste hvordan en kvalitativ tilgang, hvor vi gennem bebyggelseskontinuitet og identifikation af den sandsynlige oprindelige navnebærer, visse steder kan spore en oprindelig navnedannelse langt tilbage. Andre steder kan vi gennem diskontinuitet argumentere for navnedød. Inge Særheim, Institutt for kultur- og språkvitenskap, Universitetet i Stavanger, gennemgik nogle af de metodiske faldgruber, der er ved at datere bebyggelsesnavne gennem arkæologi. Skønt bebyggelse mange steder kan spores langt tilbage kan navnene ofte ikke være lige så gamle: de må være produkter af omlægninger.

Den første eftermiddagssession omhandlede Bebyggelsesdynamik fra et arkæologisk perspektiv. Mads K Holst, Forhistorisk Arkæologi, Aarhus Universitet, gav et overblik over den store diversitet og dynamik i bebyggelsen, som arkæologien har afdækket i det seneste årtier. I et langt perspektiv ser vi flere typer processer, såsom reduktion, affolkning, nybebyggelse/kolonisering, udvidelser, reorganisering, spredning og koncentrering, der påvirker bebyggelsen på forskellige niveauer. Der er regionale og kronologiske forskelle, der viser at der var flere organisatoriske principper i spil, og dermed flere mekanismer, der kan ligge bag stednavnebilledet. Forklaringen på bebyggelsesforandringer kan søges i forhold som arv, slægtskab, demografi, organisering, økonomi, kriser og sociale reguleringer. Nyanlæggelser, som vi bl.a. ser omkring 400 e.Kr. er en større organisatorisk begivenhed, fordi det ændrer disse strukturer. Geir Grønnesby, NTNU, Trondhjem tog fat i sådanne processer i det norske landskab, hvor bebyggelsen i dag præges af enkeltgårde. Også her ses i den ældre jernalder mange spredte bebyggelser, der skifter rundt over store arealer. De navnetyper man kan have haft må være generelle, områdebetegnende, f.eks. naturnavne. Med overgangen til yngre jernalder synes at ske en gradvis punktfiksering og stabilisering af bebyggelsesmønsteret. Det foreslås, at her sker en ny social konstruktion af landskabet, hvor mange gårdsnavne opstår.

Niels Algreen Møller, Sydvestjyske Museer viste, at der i Vestjylland ses en lignende dynamik på overordnet plan, hvor nye bebyggelser anlægges i yngre romersk jernalder. Gennem tiden sker en øget koncentrering af bebyggelsen omkring bedre, tungere lerjorder og græsningsområder. Der kan konstateres en diskrepans mellem stednavnenes dateringsramme og det arkæologiske bebyggelsesbillede: Der ses mange fund fra ældre jernalder omkring jernalderstednavne og omkring senere navntyper som -torp, -by, -toft.  Algreen pointerede dermed, at når vi ser bebyggede områder uden tilhørende navne og ældre navne i områder med lav arkæologisk repræsentativitet, kan stednavnene vise til hiater, brud eller kontinuitet.

Den sidste session tog fat i Perspektiver på tværs, mikro- og makroskala. Peder Dam, SAXO-instituttet, Københavns Universitet demonstrerede perspektiverne i sit omfattende studie af de ældre danske stednavnetypers statistiske forhold til bl.a. arkæologi. Trods metodiske problemer er der nogle klare tendenser og sammenhænge mellem navnetyper og fund. Ola Svensson, Ortnamnsarkivet i Lund gik detaljeret ind på forholdet mellem herredsnavne, stednavnetyper og navne på byer. Ikke mange herredsnavne indeholder primære bebyggelsesnavne. Disse er i stedet dannet efter naturlokaliteter, hvilket viser, at navnedannelsen ofte fokuserer på noget andet end bebyggelsen. Johnny GG Jacobsen, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet gik videre med et oplæg om modeller for forholdet mellem stednavne, sognestruktur og bebyggelsesændringer. I studieområdet i Nordvestsjælland kan bl.a. vises en nær forbindelse mellem kirkebyer, hovedgårde og ældre navnetyper.

Der var afsat god tid i programmet til diskussioner og udpeget opponenter til hver session. Oplæggene gav derfor lejlighed til lange frugtbare diskussioner om emnet på tværs af faggrænser og generationer.

Seminaret blev muligt grundet økonomisk støtte fra Knud & Dagny Gad Andresens Fond