Bookmark and Share

Førkristne kultpladser

Den nordiske mytologis fascinerende univers var indtil for få årtier siden stort set kun kendt fra den tidlige middelalders skriftlige kilder, hvorimod dens faktiske samspil med datidens befolkning var ukendt.

 

Nye arkæologiske udgravninger og tolkninger betyder, at vi i dag kan erkende levn fra menneskenes førkristne ritualer og dermed begynde at forstå, hvorledes den førkristne kult var organiseret i det 1. årtusinde e.Kr.

 

Arkæologiske spor på flere stormandsgårde rummer vidnesbyrd om den sene førkristne religion i en periode, hvor den nordiske mytologis gudeverden tager form, og der sker ændringer i religionsudøvelsen. Kultbygninger, offeranlæg og spor efter rituelle handlinger begynder vi nu at kunne identificere arkæologisk.

 

Der er imidlertid langt fra erkendelse til forståelse, og det er dette skridt, som projektet skal være med til at tage. Målsætningen er over en 5-årig periode, at udforske og beskrive udviklingen af den førkristne religion i det 1. årtusinde e.Kr. i et internationalt, tværvidenskabeligt samarbejde omfattende både humanistiske og naturvidenskabelige discipliner.

Projektplan - brug pilene til at bladre i dokumentet