I de forgange 5 uger har Viborg Museum i samarbejde med Nationalmuseet udgravet en boplads fra vikingetiden beliggende 15 km vest for Viborg. Bopladsen er placeret på en tange, hvor Mønsted og Jordbro å løber sammen og fortsætter ud i Hjarbæk fjord. Bopladsen er blevet lokaliseret gennem luftfotografering af området, ligesom der er blevet fundet flere metaldetektorfund. Gennem en bevilling fra Kulturstyrelsen har de to museer nu fået mulighed for at lave en udgravning i området og der er afdækket ca. 3200 m2 af tangen.
Det mest iøjnefaldende anlæg, som også kunne ses på luftfoto, er et firkantet anlæg med kraftige, ydre stolper og en markant væggrøft. Selve grøften er 80-100 cm dyb, støttestolperne omkring er en meter dybe, og en stolpe placeret midt i anlægget er 1 meter og 35 cm dyb. Stolpespor i de store, ydre stolpehuller viser, at stolperne har stået skråt og støttet væggen. Vinklen på stolpesporene antyder, at bygningen har været over fem meter høj, hvilket taler for, at tolkningen som et tårn, ikke er helt urealistisk. Hvilke andre funktioner det samtidigt har haft, er endnu ikke fastslået.

Nord for tårnet udgravedes et langhus i to faser, den ældste fase er et mere klassisk langhus med stolpebygget væg og støttestolper. Grundplanen er let cigarformet og kendes fra flere andre lokaliteter fra perioden. Den yngre og senere fase har en mere kraftig konstruktion, med stenpakning omkring de store ydre stolper, såvel som et par steder i væggrøften. Huset er ca. 17 m langt og knap 7 m bredt og de dybe og kraftige stolpehuller, tyder på, at det har været en kraftigt bygget, relativ høj bygning.

Endelig er der helt mod syd på pladsen fremkommet omridset af et stort hus – et hus der ikke kunne ses på luftfoto, men som alligevel endte med at blive det største fra årets udgravning. Helt ude på næssets sydspids med stejle skrænter på to sider har ligget et næsten 30 m langt og knap 9 m bredt hus. Huset har således haft omkring 250 m2 under tag, og der er altså tale om et ganske anseeligt hus. Og selvom det ikke er et af de største huse, der kendes fra vikingetiden, må man tænke sig, at det var her høvdingen boede. Huset har kraftige støttestolper og en kraftig væggrøft, mens de tagbærende stolper inde i huset er placeret således, at husets centrale midterrum blev meget stort. Dette kunne være høvdingens sal, og her samlede han sine mænd, og modtog prominente gæster. Huset ser ud til at være bygget af solidt tømmer, og har tydeligvis haft en vis højde. Dette er blevet forstærket af husets placering meget højt i terrænet, så bygningen har kunnet ses langt væk.

Det er ikke sikkert, at det er det eneste høvdingehus, der har været på pladsen, for stedet har været beboet i mindst 200 år, og i den mellemliggende periode må huset have været udskiftet flere gange.
Et andet kendetegn for bopladsen er de mange hegnsforløb der gennemskærer næsset. Der ser endog ud til at være et kraftigt hegn der kobler sig på vestvæggen af tårnet, ligesom det nordligere hus er indrammet af en mindre hegnsgrøft.

På de nordligere og lavere dele af næsset, som endnu ikke er udgravet, kan man se adskillige omrids af små grubehuse i det tørre korn, mens der er færre grubehuse omkring de store hovedbygninger.  Der ser altså ud til at pladsen er delt op i (mindst) to områder, hvor det for nyligt udgravede areal rammer ned midt i det egentlige beboelsesområde, hvor høvdingen har holdt til, mens de nordligere dele må formodes at have været forbeholdt håndværkerne i de tætliggende grubehuse. I de små huse kunne man fremstille og væve uld, udføre metal- og træhåndværk, såvel som mange andre praktiske gøremål.