Formidlingscenter Fugledegård/Naturpark Åmosen ved Tissø har i samarbejde med Nationalmuseets forskningsprojekt ”Førkristne Kultpladser” fået udarbejdet en 3D-animation, som viser vikingetidens kongsgård omkring år 900 ved Tissø.
Siden 1995 har omfattende arkæologiske udgravninger ved Vestbredden af Tissø givet et unikt indblik i, hvordan en af vikingetidens kongsgårde kan have fremtrådt og fungeret. Udgravningen af næsten 100.000 m2 har resulteret i talrige bygninger, værksteder, hegn og genstande, og de ligger til grund for den nye rekonstruktion af kongsgården omkring år 900. Da var det kongelige kompleks en vigtig samlingsplads for store dele af den vestsjællandske befolkning. Ejeren var sandsynligvis en småkonge, som kontrollerede det vestsjællandske område. De flere tusinde arkæologiske fund fra området vidner om tilstedeværelsen af både kongens hird og en flådestyrke ude ved kysten. Samtidig fungerede stedet som Vestsjællands vigtigste kult- og handelsplads i forbindelse med at måske op mod 1000 mennesker fra området i særlige perioder samledes ved kongsgården.
3D-animationen er bekostet af Formidlingscenter Fugledegård/Naturpark Åmosen i samarbejde med Nationalmuseets forskningsprojekt "Førkristne Kultpladser". Animationen er udarbejdet af det norske firma Arkikon.
På besøgscenter Fugledegård er netop åbnet en ny udstilling “Kongsgård og Kultsted – Vikingerne ved Tissø”. Det er en moderne udstilling, hvor den moderne teknik bruges til at visualisere den fantastiske Kongsgård ved Tissø. For mere information om priser og åbningstider tjek hjemmesiden nedenfor.
Du kan finde mere om Formidlingscenter Fugledegård/Naturpark Åmosen og andre af Arkikons 3D-rekonstruktioner på disse links:
Formidlingscenter Fugledegård/Naturpark Åmosen: http://naturparkaamosen.dk
Arkikon: www.arkikon.no/index.html